Maling til loft og væg

At vælge den rigtige maling, kan for mange være lidt af en jungle. Men fortvivl ej, vi skal nok hjælpe dig igennem processen og skulle du have spørgsmål, så er du altid velkommen til at kontakte os. Vores professionelle medarbejdere har mange års brancheerfaring, og står altid klar med kompetent rådgivning og vejledning. Når du køber maling hos os, sikrer du dig, at du køber produkter i høj kvalitet og at du har nogle eksperter i ryggen, som altid står klar til at guide dig igennem dine projekter.

Når der skal males lofter eller vægge, er der nogle faktorer som skal overvejes inden du køber maling. Farvevalg er én ting, men derudover skal du overveje hvilken glansværdi og hvilke egenskaber du ønsker af malingen fremover. Hvorfor ikke bare købe den første og billigste maling du finder? I malerfaget hænger pris og kvalitet unægteligt sammen. Vores maling ligger ikke umiddelbart i den billigste ende af prisskalaen, men ser du på arbejdstid, dækkeevne og det reelle forbrug af maling, så du rigtig meget maling for pengene. Vores sortiment af vægmaling og loftmaling består af produkter fra Beck & Jørgensen og Caparol, som begge leverer maling til professionelle malere, hvilket vidner om brugervenlige produkter og maling i en ekstrem høj kvalitet. Alt maling i vores sortiment har en høj kvalitet og god dækkeevne, som giver dig det helt rigtige slutresultat.



Viser 1 til 20 af 20 (1 sider)

Hvor meget maling skal jeg bruge?

Klik her og beregn den forventede mængde maling her

Bestil inden kl. 13.30 og få leveret næste hverdag eller afhent i butikken i Aarhus i dag

Farvevalg til malingen derhjemme

Farven på væggene i dit hjem har en klar betydning for hvordan rummene bliver opfattet. Mørke farver på væggene, kan få rummet til at trække sig sammen. Har du eksempelvis en lang stue, kan en endevæg i en mørk farve samle rummet. Vælges der lyse farver på væggene, kan det få rummet til at virke større, lysere og mere rummeligt. Derudover er der det indretningsmæssige aspekt, hvor du med farver kan skabe en personlig stil i din bolig. Størstedelen af vores maling kan tones i alverdens farver, så du kan få nøjagtig det udtryk du ønsker derhjemme. Dog kan farver være lidt svære at se på en computer eller mobilskærm, så ønsker du et mere håndgribeligt overblik, kan du med fordel bestille farvekort hjem her.

Ønsker du en specifik farvekode, kan du notere det på din bestilling, og få bestilt malingen hjem i den helt nøjagtige farve.

 

Hvad betyder glans og glansværdi?

Glansværdien er en udtryk for om overfladen i malingen skinner eller ej. Jo højere glansværdien er, jo mere skinner malingen. Vælger du eksempelvis en maling med glans 20-25 vil overfladen fremstå skinnende, og vælger du derimod en maling med glans 5 eller 7 får du et mat udtryk på væggene. Til stuer og værelser i private hjem sælger vi oftest maling med glans 5 eller 10, som begge har en mat overflade. Glansværdien er ikke udelukkende et udtryk for det æstetiske look ved malingen, men også hvor resistent og lukket malingen er mod støv, skidt og snavs. Maling med en høj glansværdi, er lettere at vaske af og rengøre, end maling med en lav glansværdi. En mat maling kan ikke tørres af på samme måde som en blank maling, hvilket giver de forskellige typer maling forskellige egenskaber. Maling med lav glansværdi er meget anvendt i private boliger, da det matte look er eftertragtet i indretningen.Til køkkener eller meget udsatte steder anbefaler vi, at der males med en højere glans, da væggene derfor er lettere at rengøre.

 

Astma og allergi-venlig maling

Det meste af vores maling er miljømærket med ”Blomsten”, som er et af Danmarks officielle miljømærker, og som sikrer at malingen er produceret med mindst muligt belastning for miljøet. Ved at vælge maling der er miljømærket med ”Blomsten”, sikrer du at malingen er fremstillet med omtanke for miljøet.

Nogle astmatikere og allergikere kan reagere på stoffet MI, som er et konserveringsmiddel som bruges i meget maling, kosmetik mm. Konserveringsmidlet tilsættes produktet, for at fremme holdbarheden. Vi har allergivenlig maling, som ikke indeholder disse stoffer eller andre allergifremkaldende stoffer uden at produktet går på kompromis med kvaliteten. Er du allergiker eller er der personer i din husstand, som er allergikere, anbefaler vi altid at du bruger allergivenlig maling uden MI. Det fremgår i produktbeskrivelsen om malingen er allergi-venlig.

 

Maling af vådrum

Skal du have malet badeværelse eller andre rum, hvor fugtigheden er høj og væggene udsættes for mere end ellers, bør du anvende en vådrumsmaling. Denne type maling er specielt udviklet til vådrum, hvor væggene skal kunne modstå meget fugt udefra. Vådrumsmaling er resistent over for fugt, meget slidstærk og let at rengøre. Se alle vores produkter til vådrum her.

 

Hvad betyder diffusionsåben?

Diffusionsåben, når det gælder maling, betyder at den malede væg bedre kan ånde. Denne type maling bør anvendes, hvis der er risiko for fugt inde i væggen. Vægge i eksempelvis kældere ligger ofte lavere end jordens overflade, hvilket kan medføre at væggene indeholder mere fugt end almindelige vægge. For at give væggene bedst mulighed for at kunne afgive fugten, kan man med fordel male med en diffusionsåben maling.